Med Carepilot har vi skabt et fællesskab, hvor alle brugere kan indsamle viden samt skrive og læse hinandens anmeldelser og indgå i dialog. En platform, hvor vi kan hylde de gode oplevelser og dele de mindre gode. Med dette afsæt har vi udformet en rettesnor for brugen af siden.
Carepilot giver alle en stemme. Anmeldelser offentliggøres med det samme uden censur og uden forsinkelser. Det er en gratis online-platform, hvor du og alle andre brugere, der har haft en oplevelse, kan skrive en anmeldelse, og hvor alle institutioner og fagpersoner ligeledes kan tage ejerskab på deres profil og indgå i dialog med brugerne.
Vi mener, at der bag hver anmeldelse er en oplevelse, der betyder noget. Og vi mener, at det er positivt at dele personlige oplevelser, hvorfor vi kun i sjældne tilfælde vil gøre brug af muligheden for at slette et opslag. Selvom vi kræver, at alle brugere ved indsendelse af en anmeldelse bekræfter, at det er deres egne oplevelser de anmelder, søger vi ikke bekræftelse hos tredjepart i overensstemmelse med denne overbevisning.
Vi forventer, at alle – brugere såvel som institutioner og fagpersoner – udviser gensidig respekt og bevarer den gode tone. Det betyder, at du som bruger ikke må offentliggøre indhold, der er skadeligt, hadefuldt, diskriminerende, ærekrænkende eller uanstændigt.
Husk endvidere at lade personlige oplysninger forblive fortrolige. Når du skriver en anmeldelse, bør du huske på at den bliver offentliggjort og tilgængelig for alle. Derfor er det aldrig acceptabelt at inkludere oplysninger, der kan bruges til at identificere andre personer, herunder private telefonnumre, adresser og lignende.
Alle – brugere såvel som institutioner og fagpersoner – har til enhver tid mulighed for at rapportere en anmeldelse, såfremt den er i strid med Carepilots retningslinjer omkring indholdsintegritet, herunder særligt retningslinjer ift. personfølsomme eller personhenførbare oplysninger.
Vi undersøger alle rapporterede anmeldelser på baggrund af rapporteringsårsagen og vurderer i denne sammenhæng, om de er i strid med vores retningslinjer. Vi vil herefter foretage de nødvendige handlinger.
Du kan skrive en anmeldelse, hvis du har haft en oplevelse med stedet, du vil anmelde, inden for den seneste tid. En god huskeregel er at dele din oplevelse, inden der er gået 12 måneder fra den dato, hvor du har haft din oplevelse. På denne måde er du med til at sikre, at den oplevelse og feedback, du gerne vil give videre, fortsat er aktuel.
For at skrive en anmeldelse på Carepilots platform, skal du registreret dig med et brugernavn og en gyldig, permanent e-mailadresse, så vi til enhver tid kan komme i kontakt med dig.
Husk at kontrollere, at stedet du anmelder, er det rigtige. Der findes skoler, daginstitutioner m.fl. rundt omkring i Danmark som har de samme navne. Derfor bør du altid tjekke, at stedets informationer stemmer overens med det sted, du vil anmelde. Her kan du dobbelttjekke stedets adresse, website mm. Det er ærgerligt for alle parter, hvis din feedback går til den forkerte.
Du ejer din egen anmeldelse. Det betyder, at du til enhver tid kan redigere, opdatere eller slette en anmeldelse, du har skrevet. Det kunne eksempelvis være aktuelt, hvis der sker en udvikling i et forløb med et sted, du har anmeldt, hvor du har behov for at opdatere din anmeldelse, så den afspejler en ændret mening eller et løst problem.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag nyheder fra Carepilot.
Ved at udfylde informationerne i nedenstående formular, kan du anmode om at få tilføjet et nyt sted eller en ny institution.